Skip to main content
Blog for fagfolk

Det er det vigtigste arbejde, jeg nogensinde har haft

Tingene er aldrig helt, som finske Jenni Ahtiainen vil have dem, når hun har købt en ny t-shirt eller et par sko. Der er altid et eller andet, som skal ændres for, at det rigtig bliver hendes. Det samme gjaldt, da hun forrige år fik høreapparater. Der manglede noget…

11-13-2022

Af Ulla Oppermann Blankholm / Foto: Tapio Aulu

Den finske smykkedesigner, Jenni Ahtiainen fik sine første høreapparater en tirsdag i august 2018. Lørdag i samme uge havde hun en prototype på et smykke til høreapparater klar og ville have sin mand til at tage et billede af hende med det på, så hun kunne lægge billedet på Facebook.

- Klokken var ni om aftenen. Vi har tre børn, så det var ikke det, der lå lige for at gøre en lørdag aften. Min mand spurgte, om jeg virkelig troede, at der var nogen, der ville sidde på Facebook klokken ni om aftenen og se det, lyder det fra Jenni Ahtiainen.

Hendes mand lod sig overtale. 200.000 så billedet og ikke mindst Jenni Ahtiainens begejstring for sit nye smykke i løbet af ganske kort tid. Hun var i forvejen designer i sin egen virksomhed gTIE, hvor hun designede smykker og accessories, og hendes første tanke var, at hun var nødt til at fortælle sine kunder om smykket, men det nåede altså langt bredere ud end det. 

- Der er ingen konkurrenter, der designer det, jeg havde designet, og antallet af visninger blev et bevis på, at smykkerne var interessante for folk med høreapparater, siger Jenni Ahtiainen, der ser det som helt naturligt, at hun begyndte at skræddersy sine høreapparater til sig selv.

Når hun køber en ny t-shirt, et par sko – stort set hvad som helst – så er hun nødt til at lave noget om på det, for at det rigtig bliver hendes.

”I går beholdt jeg mine høreapparater på, selv om jeg havde slukket dem, så jeg stadig kunne have smykkerne på.”
Jenni Ahtiainen

- For at få det til at føles mere som mig, siger hun og tilføjer, at hun har revet ærmerne af den top, hun har på nu for, at den blev præcis, som hun ville have den.

Chokerende at skulle have høreapparater

Som barn kunne hun ikke høre på det ene øre, og for fire år siden sprængte hendes trommehinde på det andet.

- Der kom blod ud af mit øre. Når man ser på skuespillere i film, at der kommer blod ud af deres ører, så er det som regel, fordi de skal til at dø, så jeg kontaktede hurtigt min læge. Han scannede mig og sagde, at jeg nok ville komme til at miste hørelsen nogle år ude i fremtiden. Det kom så hurtigere end forventet, fortæller Jenni Ahtiainen, der på den måde var indstillet på, at hun skulle have høreapparater inden for relativt kort tid.

- Alligevel var det chokerende for mig at høre, at jeg nu skulle have høreapparater, siger Jenni Ahtiainen, hvis mor også har meget dårlig hørelse. 

De første høreapparater, Jenni Ahtiainen fik fra et hospital i Finland, gav hende hovedpine, og hun følte stor lettelse, når hun kunne tage dem af. De nye høreapparater hun har fået, fungerer meget bedre.

- Jeg har hørt folk sige, at de er glade for, at de kan skjule deres høreapparater bag deres hår. Sådan har jeg det overhovedet ikke, siger Jenni Ahtiainen, der barberer sit hår af i siderne og også gjorde det, inden hun fik høreapparater.

Det har der ikke været nogen grund til at lave om på.

- I går beholdt jeg mine høreapparater på, selv om jeg havde slukket dem, så jeg stadig kunne have smykkerne på. Nogle gange synes jeg også, det er rart med stilheden, siger den finske smykkedesigner, der har haft forespørgsler på, om man kan få smykkerne, selv om man ikke bruger høreapparat.

- En kvinde skrev til mig, at hun håbede, hun skulle have høreapparater, så hun kunne bruge smykkerne, lyder det fra Jenni Ahtiainen, der mener, at smykkerne er med til at vise, at det er cool med høreapparater.

”Det er det vigtigste arbejde, jeg nogensinde har haft. Fashion is full of shit – det er meningsløst. Lige nu føler jeg, at jeg har forstået, hvad det var, jeg skulle som designer.” - Jenni Ahtiainen

Forestil dig en ældre, maskulin, stolt mand, der har haft en lang glorværdig karriere i militæret, og som nu er nødt til at gå med stok, lyder det fra Jenni Ahtiainen: Inde i den stok skal der være et sværd! Det er det billede, hun tænker på, når hun designer smykkerne.

- Rollatorer, stokke osv. er generelt meget grimme. Det behøver de ikke at være. Man ændrer sig jo ikke, fordi man får brug for et hjælpemiddel, og hvis man godt kan lide, at tingene er pæne, funktionelle og cool, så skal man da have mulighed for det, understreger Jenni Ahtiainen.

Det var det, jeg skulle

Størstedelen af sin karriere har hun arbejdet med design – senest i gTIE, der er blevet sat på stand by, fordi hun nu vil satse på Deafmetal, som hendes nye virksomhed er kommet til at hedde.

- Det er det vigtigste arbejde, jeg nogensinde har haft. Fashion is full of shit – det er meningsløst. Lige nu føler jeg, at jeg har forstået, hvad det var, jeg skulle som designer, lyder det fra Jenni Ahtiainen, der primært holder sig til sort, når hun designer, lige som farven også er hendes eget førstevalg til sin egen garderobe.

- Jeg kan ikke tænke på andre farver, og så synes jeg, at sort er cool, siger Jenni Ahtiainen, der er glad for musik, hvilket man næsten kan tyde på navnet Deafmetal og gerne vil koble musik, hørelse – og det at passe på sin hørelse i sit community omkring Deafmetal.

De modeller, hun bruger til at vise høreapparatsmykkerne frem med, bruger alle høreapparater eller er døve, og det er helt bevidst. Hun har ikke lyst til, at det skal komme til at virke hult, og det ville der være fare for, hvis det var en hørende model, der brugte hendes smykker på et høreapparat.

- Selvfølgelig er det også en god historie at fortælle, men det vigtigste er, at det, der kommer fra mig, er ægte hele vejen igennem. Det er det her, lyder det fra Jenni Ahtiainen.

Namn: Jenni Ahtiainen
Ålder: 
44 år
Bor i Hämeenlinna i Finland med sin mand og deres i alt tre sammenbragte børn.

Læs flere indlæg
Del: