Skip to main content
Blog for fagfolk

En lykke at høre tabte lyde

Den norske musikprofessor Steinar Ofsdal husker særligt én oplevelse, efter han begyndte at bruge høreapparat: Lyden af en finger, der stryger hen over skindet på en tabla.

11-07-2022

Af Laila Sandvold Macdonald / Foto: Monica Stromdahl

For de uindviede: En tabla er et indisk slaginstrument. Når man stryger fingeren hen over skindet på sådan et instrument, skabes en lyd i det højeste register. Det register har Steinar Ofsdal mistet på grund af tinnitus. Han har hørenedsættelse på begge ører.

 

Et liv med musik

Lørdagen før vi møder norske Steinar Ofsdal på hans kontor på Norges Musikkhøgskole, stod han på scenen for at fejre sin 70-års fødselsdag, sammen med en række musikere, som han har spillet sammen med gennem sin karriere. Han har levet et liv med musik, siden han begyndte at spille cello som 11-årig. De fleste nordmænd kender ham som fløjtenist, men Steinar Ofsdal spiller blandt andet også kontrabas og hardingfele. Siden han debuterede som scenemusiker i 1967, har han samarbejdet med musikere fra de fleste genrer. Alt fra visesangere og jazzmusikere til rock- og popmusikere.


- Folkemusikken var hele tiden en lidenskab og et vigtigt sidespor, men først i 1990’erne blev den en vigtig del af min koncertvirksomhed, fortæller han.

I dag er han professor ved Norges Musikkhøgskole og Ole Bull-akademiet. I en alder hvor mange andre allerede er gået på pension, lever Steinar Ofsdal fortsat et hektisk liv med musik og undervisning. Der er ingen tvivl om, at vi er privilegerede, fordi vi har fået en lille time sammen med ham, før han skal have næste vejledningstime.


De seneste fire-fem år har den aktive musiker brugt høreapparat på begge ører. Mange bliver overrasket, når de får det at vide, fortæller han. Selv havde han længe vidst, at han havde tinnitus.


- Jeg mærkede det allerede som barn. Men jeg var vel omkring 17-18 år gammel, da jeg tænkte ordentligt over det. Jeg oplevede ikke, at det irriterede mig, så jeg gjorde aldrig noget ved det. Jeg oplevede ikke, at jeg havde et høreproblem.

  

Kæmpede i undervisningssituationer

Da Steinar Ofsdal endelig opsøgte en læge, var han midt i tresserne. Han kunne ikke længere høre høje frekvenser. I dag indrømmer han, at han var begyndt at døje med hørelsen i undervisningssituationer. Han havde døjet med problemerne i flere år, før han kontaktede lægen.


- Jeg kæmpede ofte med at høre, hvad de studerende sagde. I et stykke tid havde jeg mærket, at jeg ikke fik alt det med, der blev sagt i undervisningssituationer. Men jeg troede ikke, at det skyldtes min hørelse. Jeg troede, at det skyldtes, at de studerende talte for hurtigt og utydeligt. Jeg kæmpede også med at høre, hvad der blev sagt derhjemme. Det bortforklarede jeg ved at påstå, at min kone og datter mumlede. De fortalte mig derimod, at jeg burde få testet min hørelse, siger han og tilføjer:

- Til sidst blev jeg mere opmærksom på det med hørelsen, takket være de gode tiltag, som findes her på skolen. Her står altid en skål fyldt med ørepropper i receptionen, så de studerende kan tage et par, når de har brug for det.


Har fået det tabte igen

Høreapparaterne gav stærke oplevelser.

- Disse apparater er en velsignelse, siger Steinar Ofsdal. Det var slet og ret et lykkeligt øjeblik, da jeg kunne høre lyden af en af mine studerende, der strøg fingeren over skindet på en tabla. Høreapparatet er en fantastisk ting, det booster det, jeg har mistet. Når jeg har høreapparatet på, dæmpes tinnitussen på en måde.

En tabla er et indisk og pakistansk percussioninstrument, som man spiller på siddende. Man spiller på den med fingrene og hænderne, og den er som regel stemt i et højt leje. Ordet tabla kommer formentligt fra ordet tabi, der er det persiske og arabiske ord for tromme.

 

Han rejser sig og tager et lille slaginstrument fra gulvet og genskaber lyden. Den erfarne musiker læner sig engageret frem over bordet, når han skal fortælle, hvordan han oplever livet med tinnitus og høreapparat.

 

- Jeg har min egen teori om dette med tinnitus. Jeg mener, at når jeg hører konstant højfrekvent hvid støj, hører jeg ikke de svage pipelyde ved en høretest, fordi tinnitussen overdøver dem. De læger, jeg har været hos, er skeptiske over for den idé. Kan det skyldes, at de ikke selv har erfaring med tinnitus? spørger han.

 

”At leve med høreapparat har virkelig været en fornøjelse.”
Steinar Ofsdal

Hvad der er årsag til høretabet, ved han ikke med sikkerhed.

 

- Jeg er ikke sikker på, at musikken nødvendigvis er årsagen til høretabet, selv om jeg ikke har været bevidst om at være forsigtig, siger han.

 

- En fløjte er jo højfrekvent, så den kan udsætte ørerne for en del påvirkninger - og jeg har spillet i et band med høj lyd. Men høretabet skyldes nok lige så vel arv eller hændelser, som jeg ikke husker. Jeg ved blandt andet, at jeg blev opereret for ørebetændelse på venstre øre, da jeg var tre år gammel.

 

Bliver en del af kroppen

I begyndelsen føltes det lidt flovt at bruge høreapparat, fortæller han.

 

- Men jeg er så heldig, at jeg har hår, som dækker apparatet, så det er ikke særlig synligt. Jeg ville nok have flere følelser omkring det, hvis jeg havde været uden hår. I dag synes jeg ikke, at det er det mindste flovt. Det krævede tilvænning, men jeg blev hurtig vant til at have apparaterne på. De er blevet en så stor del af mig, at jeg ofte glemmer at tage dem ud. Jeg har været på vej i brusebad mange gange med apparaterne på, men indtil videre er det heldigvis gået godt, og fra venner og kollegaer oplever jeg ikke andet end overraskelse, når de opdager, at jeg bruger høreapparat. Nutidens høreapparater er jo så små. Det er egentlig lidt trist at tænke på, at der findes en del ældre mennesker, som fortsat bruger de gamle, store og kluntede apparater.

 

Han stopper et øjeblik og ler:

 

- Her sidder jeg og snakker om ældre mennesker, og så er jeg netop selv fyldt 70.

 

Med sans for teknologien

Steinar Ofsdal bliver ekstra ivrig, når han skal beskrive, hvordan han lever med høreapparatet til daglig.

 

- Jeg bruger den tilhørende app rigtig meget og justerer indstillingerne på apparaterne via den. Lige præcis nu overvejer jeg, om jeg skal spare på batteriet ved at skrue helt ned for basregisteret. For det kan jeg høre uden apparat. Jeg tror, at jeg vil eksperimentere med det, siger han og foretager en justering nu og da.

- Jeg har beskæftiget mig meget med at mixe musik og har opnået gode resultater. Jeg har stolet på mine ører, men jeg har ikke mixet så meget, efter at jeg tog høreapparaterne i brug. I musikken kan det være en smagssag, om du vil have en skarp diskant, eller om du ønsker en rundere klang, men i mundtlig kommunikation er det vanskeligt at høre ord, fordi de høje frekvenser mangler. At høre tale er det, der er mest kritisk for mig, og som høreapparatet hjælper mig med, siger han og tilføjer:

- Jeg er rigtig godt tilfreds med, hvordan det fungerer at bruge høreapparat. At leve med høreapparat har virkelig været en fornøjelse.


STEINAR OFSDAL

Norsk komponist og musiker, født i Oslo 1948. Uddannet ved Orff-instituttet i Salzburg, en pædagogisk uddannelse med blandt andet blokfløjte som hovedinstrument. Ofsdal har modtaget den norske musikpris Spellemannspriset tre gange. Siden 2010 har han undervist ved Norges Musikkhøgskole, hvor han har stået i spidsen for folkemusikstudiet.

 

Læs flere indlæg


Del: