Mit kald i livet

Ulla Oppermann Blankholm / Foto: Hannah Lindberg, Dreamstime 

38-årige Hannah Lindberg er født med en høreskade og gik som barn både i en døveskole og i en almindelig folkeskole. To dage det ene sted og tre dage det andet sted.

- Jeg kunne godt høre lidt, men de to dage, hvor jeg var i døveskole, følte jeg mig ikke som de andre, fordi jeg kunne høre, og de andre dage følte jeg mig heller ikke som de andre, fordi jeg ikke kunne høre lige så godt som dem. Jeg var ingenting. Det var en identitetskrise, og jeg ved, hvor svært det er for børn ikke at kunne høre, siger Hannah Lindberg og fortsætter: 

- Det var ret hårdt, men det kan slet ikke sammenlignes med, hvor hårdt de her børn har det, siger hun med tanke på de børn i Irak og Kurdistan, som hun nu forsøger at hjælpe.

Siden 2019 har hun delt omkring 1.500 høreapparater ud til børn i Irak og Kurdistan. Tilbage i 2015 var hun frivillig i Grækenland under de store flygtningestrømme og fik mange forskellige kontakter, deriblandt til lederen af Medical Aid, som kontaktede Hannah Lindberg i 2019.  

- Han vidste, jeg havde en høreskade, og han havde et projekt, som han virkelig behøvede hjælp til. Det var blevet meget normalt med nedsat hørelse efter bombeangreb i Irak, og landet selv kunne ikke fikse det – det var økonomien ikke til – så de her familier måtte selv betale for høreapparater, og det kunne de ikke, fortæller Hannah Lindberg, som blev spurgt, om hun ville være tovholder på projektet fra Sveriges side.

Hannah Lindberg

Hun vurderer, at der er omkring 2.000 børn i Irak og Kurdistan i øjeblikket, som ikke får hjælp med deres hørenedsættelse, og at der kommer 10 nye hver uge. Hun understreger, at der kan være mørketal. Hun tog første gang til Irak og Kurdistan i 2019 og har siden været der et par gange i 2021. Hun kommer til at tænke på en dreng, som var blevet født døv, og ikke havde fået nogen som helst hjælp. 

- Han havde ikke lært tegnsprog, han havde ingen hjælp fået overhovedet. Det er som at rejse tilbage i tiden – og det var sikkert sådan, Sverige var engang for mange år siden. Der er helt sikkert meget, der skal gøres, mener Hannah Lindberg, som har en drøm om en dag at kunne åbne en døveskole i Irak, men også er klar over, at det kommer til at kræve en masse tid, forberedelse og økonomi for at få drømmen realiseret.

Læs også om den professionelle cykelrytter Elisabeth Sveum, der kan leve normalt, fordi hun fik taget hånd om sin dårlige hørelse

Hun har været med ude at se nogle af børnene få høreapparater, og mange gange forstår de det først ikke.

- Men familien, som ofte gerne vil være med, forstår det. De bliver så glade, og der kan man se, hvor stor en forskel man kan gøre for en persons liv, og så føles det godt at vide, at man har mange flere høreapparater med – og ved, hvor mange flere, der vil få gavn af det. Det er en enorm følelse, siger Hannah Lindberg.

Hun ved, at de børn nu vil kunne få et socialt liv igen og følge med i skolen, og hun ved som bekendt, hvor forfærdeligt det er at skulle undvære netop det.

- Jeg tror, at vi alle kan gøre noget, og jeg gør det, jeg kan. Det her er min måde at bidrage til, at vi skal få en lidt bedre verden. Vi har et ansvar for hinanden, uanset hvilken del af verden vi bor i, siger Hannah Lindberg og fortsætter:

- Jeg har altid været drevet af at hjælpe til – så meget, som jeg kan. Jeg har aldrig været bange for at rejse ud i verden. Det er mit kald i livet. Det er sådan, jeg lever og gør, og det er sådan, jeg skal gøre resten af mit liv, siger hun og uddyber, at hendes børn på 11 og 13 år er ved at være vant til, at hun tager afsted af og til.

De kan godt forstå det, men vil også bare gerne have deres mor hos sig. Hun er alene med dem, hvilket ikke gør det nemmere, men hun forsøger også at involvere dem. De har for eksempel solgt armbånd i deres klasse for at samle penge ind.

- Jeg forsøger at vise dem, at der er en verden uden for Sverige. De bryder sig ikke om, at jeg er væk, men de er stolte – de forstår det godt. De siger, at de låner deres mor ud til Irak, fortæller Hannah Lindberg, der arbejder i Socialtjenesten.

Det er en stor ting i Kurdistan, når der bliver delt så mange høreapparater ud - derfor blev der afholdt en pressekonference.

Du hører kun det, du vil
Da Hannah Lindberg var fire år, fandt man ud af, at hun hørte dårligt, og det var også på det tidspunkt, hun fik høreapparater. Hørenedsættelsen var moderat på det tidspunkt og forsvandt især i teenageårene. 

- Dengang jeg var barn, var der ikke den store forståelse for, at man var anderledes. Jeg blev mobbet og ville ikke gå med høreapparaterne. Så sad jeg bagerst i klassen og hørte musik, for jeg orkede ikke at høre, hvad lærerne sagde. De mente, at jeg kun hørte det, jeg ville, siger Hannah Lindberg, der virkelig har kæmpet med, at hun ikke har været som alle andre, når det var det eneste, hun ville. 

Hun mener, at det måske er anderledes at vokse op med et høretab i dag.

- Så havde man nok mere stået på sine rettigheder og holdt fast på, at der ikke er noget galt med en. At man er lige så god som alle andre. Dengang var der ingen forståelse hverken hos lærerne eller hos børnene – og heller ikke hos de andre børns forældre, siger hun og husker tilbage på en episode, hvor klassen var nødt til at flytte klasseværelse, fordi akustikken var så dårlig.

Som 9-årig kunne hun høre, hvordan de andre børns forældre fortalte, at det var på grund af hende.

- Jeg husker stadig, hvor forkert jeg følte mig. Jeg ville bare forsvinde, fortæller Hannah Lindberg, der blev kaldt Deafhannah i byen, Hofors, hvor hun voksede op. Hun forlod Hofors og flyttede til Stockholm, men kom tilbage, da hun selv fik børn, selv om hun altid havde forsvoret, at det ville ske.

- Stockholm er ikke noget godt sted at vokse op for børn, så jeg flyttede tilbage, men mine børn har det bedre her, end jeg havde. Men jeg har stadig folk omkring mig, som mobbede mig dengang, lyder det fra Hannah Lindberg.

Medical Aid er startet i Norge og er en ganske lille organisation. Hannah Lindberg er den eneste repræsentant fra Sverige, der er tre i Norge – og endnu ingen i Danmark.

- Vi har virkelig brug for folk, der vil hjælpe – ikke kun med at få høreapparaterne ud til dem, der behøver dem, men også med at få hjulpet med at få bragt medicin ud til syge børn. Det er helt fantastisk at kunne hjælpe på den måde, siger hun og fortsætter:

- At kunne se en dreng og hans familie blive så glad for et høreapparat, får en til at føle sig lykkelig. Den lykkerus er et adrenalinkick. At vide, at det har sådan en effekt, det er vel egentlig det, der driver mig og får mig til at fortsætte. 

Læs flere indlæg