Jeg troede, livet ville stoppe, når jeg mistede hørelsen

Af Ulla Oppermann Blankholm
Foto Ricky John Molloy

Nik & Jays selvsikre optræden oppe på scenen bringer salen i kog. Der er ”hot, hot, hot” – og en medrivende stemning af, at lige præcis dén her aften – lige nu og her – er noget helt specielt. Michelle Hviid lægger en hånd over det ene øre for at lukke af for lyden for at fornemme, hvordan det bliver, når hun om få dage er blevet opereret for en fem centimeter stor hjernetumor og i tilgift er blevet døv på det højre øre. Det vil blive slemt. Hun begynder at græde. Hun har haft meget nedsat hørelse på det ene øre i årevis, uden at have opdaget det, men at miste hørelsen helt på øret, det bringer hende i den værst tænkelige sorgtilstand. Det store fokus på hørelsen kan forekomme næsten absurd, når hun reelt risikerer ikke at vågne op efter den komplicerede hjerneoperation, men det giver ganske god mening for Michelle Hviid:

- Tankerne kørte et mærkeligt parløb i min hjerne op til operationen. Jeg var på mine egne vegne ikke bange for at dø, for jeg havde levet det vilde liv og gjort alt, hvad jeg havde lyst til. Men jeg var skrækslagen over at skulle forlade mine børn, siger Michelle Hviid og fortsætter:

- Døden var ikke noget, jeg havde kendt til før, så jeg følte mig samtidig udødelig og kunne heller ikke gå ind i tanken om, at jeg skulle dø. Derfor blev det hørelsen, som blev helt central for mig. Musik har altid været en stor del af mit liv, og jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan det ville være at leve helt uden lyd på det ene øre. Jeg var sikker på, at livet ville stoppe, når jeg blev døv på højre øre efter operationen.

Læs også, hvorfor et høretab påvirker musikoplevelsen

Pressure creates diamonds

Hun vidste, at hun burde stoppe med at arbejde og skubbe alt til side for at hellige sig sine børn. Det kunne hun bare ikke. Hun kunne ikke holde ud at se på dem velvidende, at hun snart kunne være væk. Samtidig fik hun travlt med at tjene penge, for hvem skulle ellers gøre det, når hun lige pludselig ikke kunne. Som selvstændig tog hun imod alle de foredrag, hun kunne, og fik sindssygt travlt op til operationen.

- Jeg vil ikke sige, at jeg ikke reagerede. Jeg havde to virkelig ærgerlige sammenbrud – det ene hvor jeg bare stod og skreg ind over en køledisk i Irma, fordi jeg ikke kunne klare mere – men ellers var jeg nødt til at leve videre, lyder det fra Michelle Hviid, der overvejede at få tatoveret en node bag det højre øre for at vise sin taknemmelighed for de 42 år, øret på det tidspunkt tilbage i efteråret 2014, havde ladet hende nyde lyde og musik.

Tatoveringen blev ved tanken, og i stedet for bestilte hun en ring, som hun hentede kort før operationen. På sin blog skrev hun: ”Pressure creates diamonds. I dag skal jeg hente min nye ring. En stor smuk usleben diamant i en ring fra Rough Diamonds. Den betyder alt for mig. Den symboliserer råstyrke. Mig.” Hendes veninder splejsede til et øresmykke, som Michelle Hviid gerne ville have haft købt selv, men som hun ikke havde råd til, fra smykkedesigneren Josephine Bergsøe, med en masse forskellige sten. Maya Bjørnsten fra Rough Diamonds forærede hende en diamant magen til den i ringen, og da hun hentede øresmykket, var der til Michelle Hviids overraskelse indgraveret ét enkelt ord: Råstyrke. En evne, en egenskab – som Michelle Hviid føler sig tæt forbundet med, og som hun siden lod være titlen på sin populære bog. Øresmykket bærer hun på venstre øre, og det letter nogle gange kommunikationen, at hun blot kan sige: ”Det smykkede øre kan høre.” Det andet øre er hun, helt som ventet, døv på i dag.

 

- En ting er at vide, at man bliver døv på det ene øre, noget andet er at blive det og skulle ændre vaner, man har haft i 42 år. I starten efter operationen var jeg meget syg, og der tog jeg konsekvent og holdt telefonen op til mit højre øre og afsluttede opkaldet, fordi der ikke var nogen. Det troede jeg i hvert fald ikke. Det kan også være sjovt: For eksempel har jeg lige planlagt en rejse, hvor vi skal bestige et bjerg, og der har jeg sagt til min kæreste, at han skal gå yderst, for så kan jeg høre, hvad han siger, fortæller Michelle Hviid og uddyber hjerteligt, at hendes kæreste er døv på det venstre øre.

Læs også blogindlægget om, at et høretab hos dig påvirker din partner

Det blev ikke så slemt med musikken, som hun havde frygtet, og hun går stadig meget til koncerter og hører musik, og på den måde er det slet ikke kommet til at fylde så meget, som hun frygtede, da hun lagde hånden over sit øre til Nik & Jay koncerten.

- Det sværeste har været, at der blev helt lukket for lyden, hvis jeg lagde mig på mit venstre øre. Jeg kunne ikke høre børnene græde, eller hvis der kom en tyv. Det tog mig 9-10 måneder at vænne mig til. Nu er det bare et helle for mig, at jeg kan lukke helt af for lyden, siger hun og tilføjer, at en af hendes største udfordringer er, når der kommer en ambulance, og hun er ude at køre bil, for hun kan simpelthen ikke høre, hvor den kommer fra, fordi hun hører 360 grader på det ene øre.

Det er ikke min skyld, jeg ikke kan høre

Michelle Hviid stiftede i 2002 selskabet Running Dinner i desperation over sin egen single tilværelse, og fordi hun efter en kortvarig flirt med netdating fastholdt sin tanke om, at det ærligste møde mellem to mennesker sker med øjenkontakt. Konceptet, hvor folk spiser henholdsvis forret, hovedret og dessert hos hinanden og derefter mødes til en samlet stor fest, voksede sig hurtigt stort, og i dag har mere end 100.000 singler været med til Running Dinner. Hun har vundet flere priser og er blandt andet af Berlingske blevet kåret til ”Young talent of the Year.” I 2013 holdt hun mere end 100 foredrag – både her i Danmark og i udlandet – skrev blandt andet bogen ”Skru op for livet” – og måtte erkende, at de mange foredrag gjorde det umuligt for hende samtidig at drive Running Dinner. Hun solgte derfor 50 procent af sin forretning til erhvervskvinden Lotte Reimar, og i dag er Running Dinner på vågeblus for Michelle Hviid, der fortsat lever af sin foredragsvirksomhed. Hun er kendt for at være hudløst bramfri, når hun holder sine foredrag, og det er hun også, når det kommer til hendes hørelse.

- Hvis jeg siger til 10 tilfældige mennesker, at jeg er døv på det ene øre, så vil der helt sikkert være en anden, som også har problemer med hørelsen. Men de siger det ikke. Jeg siger det hele tiden. Jeg kan slet ikke forstå, at folk kan gå igennem livet uden at sige det, forklarer Michelle Hviid og tilføjer, at hun nogle gange siger: ”Undskyld, jeg kan ikke høre” – hvor folk så siger ”Nå, undskyld.”

- Det skal de da ikke sige! Det er jo ikke deres skyld, men det er altså heller ikke min skyld. Der er jo ingen skyld og skam i det, men det er der alligevel, og det kan jeg slet ikke forstå. Jeg er nok ikke så tabuberørt, konstaterer Michelle Hviid.

Hun har for nyligt været i Himalaya med sin søn, hvor de sad tyve personer i et madtelt. Alle ville gerne sidde for bordenden, fordi det var tæt på udgangen. Michelle Hviid sagde til en mand, at hun gerne ville sidde der, fordi hun ellers ikke ville kunne høre.

- Så siger han helt surt, at han da også gerne ville sidde der. Jeg hader, at jeg skal have den form for særbehandling, og når det kommer til at virke som om, at jeg er arrogant, for det gør det nogle gange, fordi folk ikke kan se på mig, at jeg ikke kan høre. De tror bare, at jeg er hende der den pissesjove. Men det rykker ikke ved, at jeg synes, man skal være åben omkring sit høretab eller døvhed, for det gør det nemmere for andre, siger hun og tilføjer:

- Det gør sgu da livet nemmere at navigere i, når man kan regne med hinanden. Det er jo ikke sådan, at folk siger – nå, jeg kan ikke lide døve – på linje med, at de ikke kan lide nazister.

Jeg har virkelig levet

Bramfriheden har ikke altid været der. Slet ikke. Den kom en dag, da hun som 25-årig fik grundlagt en følelse, som har indfundet sig og lagret sig permanent: Jeg kan ikke tilfredsstille alle. Hun husker også den præcise dag – hvor bramfriheden fik plads i hendes liv – en dag, hvor hun trådte ind i en tjekket tøjbutik i Blågårdsgade, hvor en afsindig smuk ekspedient kendte hendes navn og sagde: ”Hey Michelle, kommer du ikke lige herover og får en kop te?”

- Jeg tænkte: Nu er jeg en af de smarte! Hun spurgte om en masse, imens vi drak te, jeg snakkede løs og fik lov til at købe noget tøj til halv pris. Da jeg er kommet hjem og står og låser mig ind, ringer min gamle chef og siger, at han kan forstå, at jeg lige har fortalt, vi engang har haft en affære. Det har jeg lige fortalt til hans kæreste!

Hun havde specifikt spurgt til, ”hvad med ham din gamle chef?,” og Michelle Hviid havde fortalt… Hun gik ind i lejligheden og lagde sig på gulvet, fyldt op af en sammenblanding af skam og pinlighed. Han har knaldet mig, men jeg må ikke sige det højt, var en af tankerne, der blev ved med at fare igennem hendes hoved.

- Alle de der usagte regler. Jeg gad dem ikke mere. Og det besluttede jeg mig for lige der! Jeg skal kun leve op til mig selv. Jeg vil skide på, hvad andre mener – lige dér er jeg nok som en 80-årig dame, lyder det fra Michelle Hviid.

Hun er slet ikke i tvivl om, hvad hun har været gladest for i sit liv indtil nu:

- At jeg har levet. Jeg er drevet af, hvad jeg gerne vil, ikke af frygt. Den største stopklods for mange er frygten for, hvad andre tænker. Den har jeg hevet ud, og det er jeg pissestolt af. Jeg har virkelig levet – ikke kun om lørdagen – jeg har virkelig levet en stor del af mit liv, og det er jeg så stolt af, siger Michelle Hviid og tilføjer, at hun nogle gange til sine foredrag bliver spurgt, om hun lever anderledes nu, hvor hun har været tæt på at dø.

- Der er mange, der ændrer deres liv, når de får en nærdødsoplevelse, men jeg levede også, som jeg ville, inden jeg blev syg. Det skylder man sig selv. Hvorfor skal man vente, til man bliver syg? spørger hun.

En ting har dog ændret sig – hun er blevet bedre til at finde glæden i de små ting: At hente sin datter fra skole, uden at hun ved det, sende et uventet postkort til en ven. Små ting, der gør hende glad. Døden er hun stadig ikke bange for på sine egne vegne, for hun har virkelig levet det liv, hun gerne har villet, og gør det stadigvæk.

Læs desuden en anden iværksætters oplevelse af både et høretab – og et meget dårligt syn