Skip to main content
Din blog om hørelse

Sådan vænner du dig til dit høreapparat

Grundig forberedelse på høreklinikken og en klar strategi for din brug af høreapparaterne de første uger: Det vil give dig den bedste start, når du for første gang skal til at bruge høreapparater.

høreapparat,høretab,tilvænning,livskvalitet
10-09-2020

Af Ulla Oppermann Blankholm
Illustration Jens-Andreas D. Elkjær

 

Anerkend dit høretab

For at du kan vænne dig til dine høreapparater, er det først og fremmest vigtigt, at du anerkender og accepterer, at du har et høretab, og at du derfor har brug for høreapparater. Det er ofte ens nærmeste, der påpeger høretabet, men det er vigtigt, at du selv erkender behovet for høreapparater for at få succes med dem.

 

Få forventningsafstemt

Forventningsafstem, forventningsafstem, forventningsafstem. Der sker rigtig meget inden for udviklingen af høreapparater, men du får ikke det fulde udbytte, hvis du ikke ved, hvad der er rimeligt at forvente – og hvordan du skal bruge høreapparaterne. Det er derfor vigtigt, at du fortæller din audiologopæd/audiologiassistent om dine forventninger til høreapparaterne, da det giver hende eller ham mulighed for at fortælle dig, om dine forventninger er realistiske eller ej og desuden, hvad der er realistisk at forvente, hvis dine forventninger skal modificeres en smule. Fortæl om de situationer du har problemer med at høre i. Nævn eksempelvis tre situationer, hvor det er vigtigt for dig, at du kommer til at høre bedre. Beskriv gerne situationerne med en masse detaljer. Det vil hjælpe audiologopæden/audiologiassistenten til bedre at kunne tilpasse høreapparaterne til dine behov. Spørg til, når du får udleveret dine høreapparater, hvordan du optimerer udbyttet af dem i de pågældende situationer. Kort sagt: Sørg for at få mest mulig vejledning til de situationer, hvor du har mest brug for hjælp til at høre bedre.

 

Tag én med

Tag gerne et familiemedlem eller en god ven med, når du skal på høreklinikken. Det kan være overvældende at få at vide, at man har et høretab, der kræver høreapparater. Man får desuden en masse informationer om, hvordan høreapparaterne fungerer, og hvordan de skal bruges. Det kan være svært at huske alle de vigtige informationer bagefter. Der er lavet undersøgelser, som viser, at man ofte kun husker cirka 20 procent af, hvad man får at vide i den slags situationer. Det er derfor en god idé at tage en med, så I er to, der hører, hvad audiologopæden/audiologiassistenten fortæller.

 

En klar strategi

Vi hører med hjernen, og de fleste med nedsat hørelse har fået gradvist nedsat hørelse over en årrække på omkring 10 år, før de søger professionel hjælp. Der kan derfor være behov for tilvænning, selv om det er de nyeste og bedste høreapparater. Når hørecentret i hjernen ikke bliver stimuleret optimalt på grund af høretab, kan man sige, at hjernen ”glemmer” de lyde, den ikke hører længere. Hjernen skal derfor ”lære” at høre og genkende de lyde igen efter tilpasningen af høreapparaterne. Den tilvænning sker hurtigt og tilsyneladende uden den store indsats for nogle, mens den for andre er mere udfordrende. Måske er du en af dem, der kan tage dine høreapparater på og bruge dem hele dagen uden problemer. Er det tilfældet, så brug høreapparaterne i alle dine vågne timer, fra du får dem tilpasset. Det kan også være, at du har brug for at vænne dig til at høre med høreapparaterne. Er det tilfældet, kan det anbefales at følge denne plan: Tag eventuelt høreapparaterne af, når du forlader høreklinikken og vent med at tage dem på, til du kommer hjem, hvor der er mere fred og ro. Brug høreapparaterne derhjemme 2-3 timer hver dag den første uge, så du vænner dig til alle de ”nye” lyde i dit hjem. Nogle bliver overraskede over, hvordan det lyder, når de trækker ud i toilettet, når vandhanen drypper eller gulvet knirker. Ugen efter bruger du høreapparaterne 4-6 timer hver dag – stadig mest derhjemme. Den tredje uge bruger du høreapparaterne omkring 8 timer om dagen, og du kan nu begynde at anvende dem andre steder end derhjemme, og efter den tredje uge kan du tage dem på til større arrangementer som fødselsdage og lignende og anvende høreapparaterne i alle dine vågne timer. På den måde vænner du dig stille og roligt til at høre alle de ”nye” lyde igen. Planen kan modificeres til dit behov, men det er en god idé at lægge en plan for, hvordan du bliver en succesfuld høreapparatbruger. Det giver struktur og kan føles trygt at have en plan.

 

Vær tålmodig

Væbn dig med tålmodighed. Langt de fleste har brug for at vænne sig til deres høreapparater. Det kan tage helt op til seks måneder at få det fulde udbytte af høreapparaterne. Du skal naturligvis reagere, hvis der er noget, som slet ikke fungerer: Høreapparaterne må aldrig gøre ondt inde i ørerne. Er det tilfældet, skal du kontakte høreklinikken med det samme. Kan du ikke vænne dig til lyden i høreapparaterne, selv om du har gået med dem hver dag i noget tid, så bør du også kontakte høreklinikken for at få høreapparaterne justeret. Det er ikke usædvanligt at have behov for at få apparaterne justeret. Hjælper høreapparaterne ikke tilstrækkeligt i nogle situationer, kan det være, at noget af alt det tilbehør, der findes til høreapparater, kan hjælpe dig til at høre bedre i de situationer. Der er eksempelvis eksterne mikrofoner, som kan sende lyden direkte fra den person, der taler, til dine høreapparater, og desuden tilbehør til TV’et, som sender lyden fra TV’et direkte til dine høreapparater. Det kan være, det er noget, du har brug for nu, men det kan også være, behovet opstår senere, og så er det rart at kende til mulighederne.

Kilde: Charlotte T. Jespersen, Director Global Audiology, GN Hearing.

Læs flere indlæg

Del:
Gå ikke glip af nyheder, aktuelle artikler om hørelse og spændende brugerhistorier. Tilmeld dig vores nyhedsbrev i dag.