Af Ulla Oppermann Blankholm • Illustration Jens-Andreas D. Elkjær
Tænk over, hvor meget støj du er udsat for
Hvor højt et lydniveau omgiver du dig egentlig med? Er lyden på fjernsynet en tand for høj – eller måske musikken i høretelefonerne? Hvis du arbejder et sted, hvor høreværn er købt som sikkerhedsudstyr, så sørg for at bruge dem, selv om det kan være irriterende og mere besværligt. Begrænsning af den støj du er udsat for, er en god vej til at bevare din hørelse. Det er især noget, du skal tænke over, når du er ung, for prisen kommer først meget senere i form af for tidligt høretab.
Giv dine ører en pause
Sørg for at holde nogle lyttepauser, så du ikke har lyd og musik i ørerne hele tiden, men også har nogle perioder, hvor ørerne får lov til at hvile. WHO anbefaler, at man højst bruger høretelefoner en time om dagen. Der er i øvrigt nogle situationer, hvor det ikke giver mening at høre musik - ude i trafikken for eksempel. Der kan være så meget støj, at man føler, at man er nødt til at skrue op, men så mister man samtidig den vigtige alarmering fra ringeklokker og udrykninger, man skal kunne høre fra sine omgivelser.
Hør kun høj lyd i kort tid
Isoleret set er det ikke farligt at høre en høj lyd, bare den ikke varer særlig lang tid. Kort sagt: Jo højere du skruer op, eller jo højere lyd
du er udsat for, jo kortere tid kan du høre den i. Mange har lyttevaner – med for høj musik – som udgør en risiko for deres hørelse.
Download eventuelt en lyd-app til din smartphone for at holde øje med lydniveauet, for eksempel Noise Exposure, men stol ikke blindt
på resultaterne, da nøjagtigheden ikke er fuldstændig pålidelig. Dog kan de give dig en god fornemmelse af det lydniveau, du er omgivet af.
Brug ørepropper eller høreværn
Hvis du skal til koncert, er det en god idé at tage ørepropper eller høreværn med for at beskytte dine ører og hørelse bedst muligt. Hører du et stykke musik med fuld knald på, er du oppe på 100 decibel, og det kan du tåle i cirka tre et halvt eller fire minutter, så har du brugt din dagsration. Har du ørepropper eller høreværn med i tasken, er det nemt at få beskyttet ørerne i en fart, når du mærker, at du har behov for det. Vær hele tiden opmærksom på de signaler, din krop sender dig, for den vil formentlig fortælle dig, når dine ører er ved at have fået nok. Signalerne er: Midlertidigt høretab og hyletoner.
Investér i et par gode høretelefoner
Køb nogle høretelefoner af god kvalitet. Ofte skruer man op for at få bassen med for virkelig at kunne mærke musikken, men har du dårlige høretelefoner, vil du samtidig få meget diskant lyd med, det vil sige høje toner, hvilket gør lyden mere skadelig, end hvis der var en mere balanceret sammensætning. Jo bedre kvalitet høretelefoner, du køber, jo bedre lyd får du, og så behøver du ikke at skrue så højt op. En del musikafspillere har en indbygget maksimumgrænse på omkring 95 decibel.