Skip to main content
Din blog om hørelse

Det handler om at tage magten over den dårlige hørelse

Accept, åndedræt og humor. Det er de ting, den tidligere vinder af Fröken Sverigekonkurrencen – der svarer til Miss Danmark – Eva Svensson, bruger til at håndtere sin hørenedsættelse og tinnitus med.

høretab,livskvalitet,høreapparat,høreapparater,hørelse,hørenedsættelse,arbejdsliv
08-28-2020

Af Jennie Aquilonius
Foto Tuala Hjarnø

Eva Svensson er 37 år, da hun en dag får trykken for ørerne. Måske er det ørevoks, tænker hun. Men hendes læge finder ingen propper af ørevoks i hendes ører. Hendes hørelse bliver hurtigt værre, og hun begynder at bruge høreapparat i begge ører. Samtidig opstår der en ulidelig tinnitus. En susende lyd med hyletoner og tuden, som om man forsøgte at finde en kanal på en radio. Lydene overdøver personer, der taler med normal stemmestyrke. Indimellem kommer der en høj tone, men den forsvinder hurtigt igen. Eva Svensson bliver først chokeret og begynder at undersøge, hvordan hun kan slippe af med de ubehagelige lyde. Hun prøver akupunktur og massage, men intet fungerer. Så begynder hun på egen hånd at arbejde med accept. Det hjælper ikke at blive sur på lydene, tænker hun, så det gælder om at lære at leve med dem. Siden har hun arbejdet med at fokusere på sit åndedræt for at kunne slappe af i stressede perioder og for at kunne falde i søvn.

- Jeg trækker vejret ind, og når jeg ånder ud, flyder jeg væk som på en bølge og slapper af. Det kan jeg gøre lige så tit, jeg føler behov for det, i løbet af dagen, især når der er mange mennesker omkring mig. Det hjælper også mod tinnitussen, fortæller hun.

I dag er Eva Svensson 62 år, og hørenedsættelsen er blevet en del af hverdagen. I begyndelsen, for 25 år siden, var høreapparaterne indstillet på en højere lydstyrke for at overdøve tinnitussen. Når folks stemmer var højere, bemærkede hun ikke den susende lyd nær så meget.

Læs også, hvordan et moderne høreapparat kan hjælpe på tinnitus

- Min hørelse er blevet stadigt dårligere, og i dag kan jeg ikke klare mig uden høreapparater. Jeg tager dem på, så snart jeg vågner, og går aldrig uden for en dør uden et ekstra par i tasken. Det eneste positive ved, at jeg ikke kan høre noget om natten, er, at jeg hverken hører tordenvejr, hunden eller min mands snorken, siger hun.

 

Bare så du ikke tror, jeg ikke gider snakke med dig!

Den mentale træning har også haft en effekt. Som regel lytter hun ikke længere til sin tinnitus. Men nogle dage er den susende lyd og hyletonerne stadig anstrengende. Så taler hun opmuntrende til sig selv:

- Jeg siger for eksempel: ”I dag, Eva, er den godt nok belastende, den tinnitus”, eller: ”Det er synd for dig, Eva, det er hårdt i dag”, og fortæller mig selv, at jeg godt kan klare det.

”Folk lader som om, de er meget gamle, og siger: ”Hvad? Kan du ikke høre mig?”, eller taler overdrevet tydeligt og siger: ”Kan du høre mig nu?” “Jeg er ikke typen, der nemt bliver vred, så jeg plejer venligt at svare: ”Ja, det er vældig ubehageligt for mig”, og så indser folk som regel, at det ikke er noget at spøge med. Men jeg synes, at det begynder at blive bedre.”

Eva Svensson

Eva Svensson er en aktiv person, som møder mange mennesker i forskellige sammenhænge. Hun spiller meget golf og driver sammen med sin mand et konsulentfirma inden for hotel og restaurant, byggeri og golf. Hun er også uddannet livscoach. Der er en del repræsentation i forbindelse med arbejdet. Hun sørger for at melde klart og åbent ud om sin hørenedsættelse, men med et glimt i øjet: Hun har nogle standardbemærkninger, hun bruger, når hun møder nye mennesker.

- Jeg kommer for eksempel med en sjov bemærkning om, at jeg er nødt til at gå tæt på folk for at høre, og siger: ”Jeg er lidt nærgående, for jeg hører så forbasket dårligt.” Til store middagsselskaber går jeg rundt til dem, som sidder overfor, præsenterer mig og siger, at vi kan tale efter middagen, fordi jeg ikke kan høre, hvad der bliver sagt hen over bordet. Indimellem slutter jeg spøgende af med at sige: ”Bare så du ikke tror, at jeg ikke gider snakke med dig!

Apps på telefonen, som er forbundet til høreapparaterne, er en stor hjælp i mange sammenhænge. Hun bruger gerne programmet ”Restaurant,” som forstærker lydene foran ørerne og dæmper lyde bagfra. Eva Svensson sørger for at have front mod dem, hun taler med, og ignorerer det, der foregår bag hende. Til middagsselskaber sidder hun helst op ad en væg for at mindske den susende lyd. Folk, der kender hende, spørger bare ligeud: ”Hvor vil du gerne sidde, Eva?”

- Jeg vender det til noget positivt og tænker, at det er fantastisk, at jeg får lov at bestemme. Det handler om at tage magten over sin dårlige hørelse. Men nu har jeg så gode høreapparater, at jeg godt kan høre, næsten uanset hvor jeg er. Høreapparaterne er blevet meget bedre med tiden – de kan slet ikke sammenlignes. Nu har jeg Rolls Royce i ørerne og har fået hjælp både privat og gennem det offentlige, fortæller Eva Svensson.

”Jeg kan ikke bare sige noget i forbifarten. Jeg er nødt til at gå hen til folk og være nærværende i samtalen. Det gør mig mere umiddelbar, fordi jeg er nødt til at koncentrere mig om at lytte.”

-Eva Svensson

Mange skammer sig over dårlig hørelse

Hun oplever, at mange skammer sig over deres dårlige hørelse og ikke har lyst til at anskaffe sig høreapparater. Hun tror, at årsagen kan være de mange nedladende vittigheder om dårlig hørelse. 

Læs også bloginlægget om Bo Vestergaard

- Folk lader som om, de er meget gamle, og siger: ”Hvad? Kan du ikke høre mig?”, eller taler overdrevet tydeligt og siger: ”Kan du høre mig nu?” “Jeg er ikke typen, der nemt bliver vred, så jeg plejer venligt at svare: ”Ja, det er vældig ubehageligt for mig”, og så indser folk som regel, at det ikke er noget at spøge med. Men jeg synes, at det begynder at blive bedre, siger Eva Svensson.

Samtidig kan hørenedsættelsen faktisk bringe folk tættere på hinanden:

- Jeg kan ikke bare sige noget i forbifarten. Jeg er nødt til at gå hen til folk og være nærværende i samtalen. Det gør mig mere umiddelbar, fordi jeg er nødt til at koncentrere mig om at lytte. Jeg tror, at andre føler, at jeg er interesseret, og derfor får vi en god og tæt dialog.

I 1975 vandt Eva Svensson skønhedskonkurrencen Fröken Sverige. Hun var 17 og vidste ikke, hvem der havde tilmeldt hende. Det føltes ret fjollet at gå rundt og smile med et bånd over skulderen. Men samtidig gav det hende stor livserfaring.

- Det var enormt spændende, og jeg fik så mange oplevelser. Jeg rejste omkring i Sverige og USA, mødte en masse mennesker, holdt tale og stod på forskellige scener. Men allerede dengang opfattede jeg konkurrencen som gammeldags, siger hun.

 

”Teatret var helt vidunderligt, men til sidst tog det for meget tid. Det var også hårdt, fordi jeg på grund af min dårlige hørelse måtte være superkoncentreret hele tiden, og en forestilling varer jo 2,5-3 timer, siger hun og fortæller, at hun nu i stedet for lader op ved at spille golf.”

-Eva Svensson

Følsom alder 

Hun oplevede også bagsiden af det at være model. Det var en barsk forretningsverden, hvor pigerne kæmpede om at møde den rigtige fotograf. Det gjaldt om at deltage i fester og blive udvalgt til castings. Pigerne blev gransket fra top til tå og blev bedømt. De var genstande, som duede i nogle situationer, men ikke i andre. Nogle gange var lårene lidt for tykke, andre gange var hårfarven forkert.

- Hvem er ikke følsom over for bedømmelser af ens ydre i den alder? Hvis du vil starte i den branche, skal du gøre det med åbne øjne og betragte dig selv som et produkt. Men det gik mig ikke på. Jeg var nok stærkere, end jeg troede dengang, og jeg syntes bare, at det var sjovt, men samtidig forstod jeg, at den der hårde forretningsverden ikke var et sted for mig, selv om jeg ikke kunne sætte ord på det dengang, fortæller hun.

Samtidig tror Eva Svensson ikke, at hun blev valgt til Fröken Sverige på grund af sit ydre:

- Jeg tror, at de så, at jeg havde et andet potentiale. Jeg var ingen bly viol, men havde en grundlæggende selvtillid og turde gå ud på scenen.

Eva Svensson lagde snart modelkarrieren på hylden og startede i stedet en restaurant sammen med sin daværende mand. Hun opdagede også amatørteater som et sted, hvor hun kunne få afløb for sine følelser. I mange år var hun med i blandt andet Halmstadsrevyen og Scendraget på Halmstad Slot om sommeren. Der er mange lighedspunkter mellem at være skuespiller og livscoach, synes hun. For at kunne spille en rolle skal du forstå formålet med de ord, karakteren siger. Du skal spørge dig selv, hvem hun er, hvad hun vil, og hvor hun kommer fra. Deri ligger svarene på, hvorfor personen reagerer, som hun gør, hvorfor hun bliver vred eller græder på et givet tidspunkt. Eva Svensson spillede sin sidste forestilling i 2016.

- Teatret var helt vidunderligt, men til sidst tog det for meget tid. Det var også hårdt, fordi jeg på grund af min dårlige hørelse måtte være superkoncentreret hele tiden, og en forestilling varer jo 2,5-3 timer, siger hun og fortæller, at hun nu i stedet for lader op ved at spille golf.

Ude på banen er der ingen generende lyde. Sammen med sin mand tager hun gerne ud at rejse med golfklubben:

- Jeg er så inderligt taknemmelig for golfen. Jeg kommer ud at røre mig, og jeg hygger mig gevaldigt.

Har gjort hverdagen lettere

I dag forsøger Eva Svensson at mødes ofte med sin høreapparatspecialist, og mellem besøgene skriver hun ting ned om høreapparaterne, som er lette at glemme, når der er et stykke tid til næste besøg. For eksempel at vinterdækkene knaser helt utroligt, når hun skal starte bilen. Hun prøver også at gøre sin hverdag lettere på forskellige måder. Derhjemme har Eva Svensson og hendes mand for eksempel installeret en brandalarm, som får lyset til at blinke i tilfælde af brand. De har også fået monteret lydabsorberende materialer i loftet i flere rum. Og så gælder det om at planlægge sin energi. Når Eva Svensson skal besøge børnebørnene, tager hun toget i stedet for bilen. På den måde kan hun hvile, læse bøger og flyde af sted på sine bølger.

- Jeg er nødt til at hvile hovedet, før jeg skal mødes med to drenge på fem og syv år, som vil tale med mig uafbrudt i tre døgn. Det sjoveste, de ved, er, når de bader i badekarret, og jeg skal i brusebad og tager høreapparaterne ud. Så tester de mig, og jeg kan se i spejlet, at de råber ”mormor!”, griner og kigger forundret på hinanden over, at jeg ikke kan høre dem.

Eva Svensson, 62 år.
Bor i Halmstad i Sverige. Driver et konsulentfirma sammen med sin mand inden for hotel og restaurant, byggeri og golf. Arbejder også som livscoach. Familien består af mand, to voksne døtre og to børnebørn. Fritidsinteresser; familien, venner, golf og bøger.

Læs flere indlæg

 


Del: