Skip to main content
Din blog om hørelse

5 gode grunde til at få tjekket din hørelse

Får du ikke hjælp, kan du udvikle nogle ærgerlige følgelidelser. Sørg for at få en høreundersøgelse, hvis du har svært ved at høre.

hørelsen,høretest,livskvalitet,selvtillid,depression,stress,demens,hjernesvind
11-18-2019

Af Ulla Oppermann Blankholm • Illustration Jens-Andreas D. Elkjær

 

Hvis du har et høretab, og får hjælp, vil du nemlig øge din livskvalitet. Får du derimod ikke hjælp kan du derimod udvikle nogle ærgerlige følgelidelser.

 

1 Slip for at anstrenge dig

Først og fremmest skal du få tjekket din hørelse, hvis du mærker, du har behov for det.

Synes din ægtefælle, at du har skruet for højt op for radioen, eller har du sværere og sværere ved at forstå, hvad der bliver sagt ved bordet til familiemiddagen?

- Så er det en god anledning til at få undersøgt hørelsen. Hvis du ikke får hjælp, skal du anstrenge dig mere og bruge flere ressourcer på at høre. Det vil gøre dig træt og er ikke optimalt for dig og din krop, siger Jesper Hvass Schmidt.

Test din hørelse med vores online høretest

 

2 Øg din livskvalitet og få styrket selvtilliden

Et studie fra Better Hearing Institute viser, at størstedelen af mennesker med et let til kraftigt høretab har fået det bedre med sig selv, efter at de begyndte at bruge høreapparater.

Hvis du får tjekket din hørelse og finder ud af, at den ikke er optimal – og får gjort noget ved det – vil du måske kunne undgå en række af de nævnte følgesvende her på siderne, men du vil også umiddelbart kunne mærke en ændring i din dagligdag og dermed øge din livskvalitet. Du vil for eksempel få dit sociale liv tilbage.

- Du vil undgå total isolation, som kan føre depression med sig, siger Jesper Hvass Schmidt og tilføjer, at du heller ikke vil være så træt i hverdagene, hvis du igen kommer til at høre normalt.

 

3 Undgå depression og stress

Flere forskellige studier indikerer, at der er en klar sammenhæng mellem høretab og udvikling af depression.

- Hvis du ikke får korrigeret et høretab, er der en risiko for, at du vil deltage mindre og mindre i sociale sammenhænge og isolere dig, fordi du ikke kan deltage på lige fod med andre. Den isolation kan føre til en depression, lyder det fra Jesper Hvass Schmidt, der også fortæller, at der er indikationer på, at et høretab også har indvirkning på stress, selvom det endnu ikke er videnskabeligt bevist:

- Man kan sagtens forestille sig, at et høretab gør en mere stresset og mere træt. Det har så indirekte betydning for ens blodtryk og andre følgesygdomme af stress.

Læs også vores blogindlæg om Afgørende for livskvaliteten at blive behandlet for høretab

 

4 Nedsæt hastigheden på hjernesvind

Det er påvist, at hjernesvindsprocessen accelererer hurtigere hos personer med høretab end hos mennesker med normal hørelse.

- Hjernen har brug for at være optimalt stimuleret gennem hele livet. Den optimale måde at blive det på går gennem vores sanser, og her er høresansen en naturlig del. Hørelsen er med til at give hjernen en masse information, den skal bearbejde. Hvis hjernen får et reduceret informationsflow på grund af nedsat hørelse, ændrer den funktion og begynder at bruge ressourcerne, hvor det giver mere mening, forklarer Jesper Hvass Schmidt og uddyber, at det kan give problemer med koncentration og opmærksomhed, læring og hukommelse, planlægning og problemløsning, forståelse og brug af sproget og meget andet. Dette svind kan desuden få betydning for udviklingen af demens.

 

5 Vig uden om demens

Meget tyder på, at der er en sammenhæng mellem høretab og demens, selv om der ifølge Jesper Hvass Schmidt ikke eksisterer dokumentation for en ren årsagssammenhæng på nuværende tidspunkt.

- Der er statistiske korrelationer, som viser, at hvis du har et høretab, så har du også en større risiko for demens. Udfordringen lige nu er, at vi ikke ved, om der er tale om et aldersfænomen, fordi man ser både høretab og demens ved stigende alder, siger Jesper Hvass Schmidt og tilføjer, at man har testet folk med både milde og svære høretab, hvor man kan se, at mennesker med svære høretab har en større risiko for at udvikle demens. Det underbygger, at der kan være en sammenhæng.

Jesper Hvass Schmidt er klinisk lektor og overlæge på Øre-Næse-Halskirurgisk Afdeling og Høreklinik på Odense Universitetshospital.

Læs flere indlæg


Del: