Men her på bloggen savner vi et andet og vigtigt fokus i forbindelse med nytårsfyrværkeriet: Hørelsen.
For faktisk får ca. 75 danskere hvert år høreskader i nytårsdøgnet, og for 25 af dem kan høreskaderne blive permanente . Tallet kan endda være endnu højere, da følgerne af høreskader også kan komme snigende lang tid efter de høje nytårsbrag.
Derfor er det lige så vigtigt at beskytte sig med ørepropper eller høreværn som med beskyttelsesbriller, når nytåret skal skydes ind.
Vi ved, at det kan være en svær opgave at få kommunikeret til sine børn, at de skal passe på hørelsen, for mange forbinder jo et høretab med noget, man først får, når man er gammel.
Men måske hjælper følgende hårde fakta på forståelsen:
Læs også: Har du oplevet pludselig nedsat hørelse?
Hvorfor kan fyrværkeri give høreskader?
Fyrværkeri kan larme med op til 120 - 150 dB, hvilket svarer til at stå lige ved siden af en arbejdende kædesav eller en ambulance med udrykning . Et støjniveau af den kaliber gør ondt, og det kan øret max holde til i syv sekunder om dagen .
I mange situationer beskytter øret automatisk sig selv mod høje lyde. Men ved et raketbrag er øret ikke forberedt, og det står derfor helt åbent og ubeskyttet. Desuden kan fyrværkerilarm være så høj, at øret ikke selv er i stand til at beskytte sig imod den. Ét brag kan være nok til at ødelægge hørelsen permanent.
Det skyldes, at de hår-lignende nerveceller inde i ørerne bøjer sig i støjfyldte omgivelser. Det er de hår, som normalt opfanger vibrationer, forstærker dem og sender signaler til hjernen, der fortolker indtrykket som lyd. Under ekstremt høj larm eller ved vedvarende høj larm kan hårene knække, og så er høreskaden permanent, fordi der er færre hår til at sende signaler til hjernen. Derfor er det så vigtigt at beskytte hørelsen netop nytårsaften, hvor der er mange høje lyde omkring klokken tolv.
Eksempler på støjniveauer:
- Ca. 150 dB: Et jet-fly, der letter på 25 meters afstand. Øjeblikkelig høreskade, trommehinden sprænger.
- Ca. 120 dB: Fyrværkeri, arbejdende kædesav, udrykningssirene. Smerter i øret, kan give høreskader øjeblikkeligt eller efter få sekunder.
- Ca. 100 dB: En græsslåmaskine. Risiko for alvorlige høreskader ved 8 timers larm på dette niveau.
- Ca. 60 dB: Samtale på restaurant. Ingen risiko for høreskader.
- Ca. 20 dB: Hvisken
- Ca. 10 dB: Vejrtrækning
Der findes gratis apps med decibel-målere, som er gode at have ved hånden – både nytårsaften og på andre støjfyldte steder. Det kan også være en sjov og spændende måde for børn at lære at passe på deres hørelse.
Husk både beskyttelsesbriller, ørepropper og den sunde fornuft den 31. december.
Rigtig godt nytår fra Din blog om hørelse!
Læs også: Dårlig hørelse – den usynlige folkesygdom